Jeg har sat fod på dansk ord igen, for første gang i 8 måneder. 237 dage. I den tid er der sket vilde, uventede, uforglemmelige, sorgmodige, dejlige ting. Jeg har været i sprogskole, lavet mad i en restaurant. Jeg har arbejdet på spillefilm, reklamefilm og jeg har været på filmmakerlab i Kyoto. Jeg har spist 40+ forskellige skål ramen, jeg har spist sushi, tempura, onigiri, tonkatsu, katsudon, butadon, udon, soba, bento og alt det jeg ikke kan huske. Tokyo har været min hverdag, mit hjem. Jeg plejede at sige at jeg skulle hjem til Danmark. Nu siger jeg tilbage til Danmark. Selvom det ikke var planen da jeg tog afsted, så har jeg haft base i mit sharehouse i Urawa, al den tid jeg har været japan. Jeg har fået nogle fantastiske venner, som jeg kommer til at savne. Folk fra hele verden, og med alle grunde til at være her. Fra ferie til flugt fra krig, så har vi alle samlet os om fællesskabet i sharehouset, og været en del af hinandens liv, både i det glade og det triste. Vi har delt en hverdag sammen, en hverdag hvor det har været svært at føle sig ensom, selvom min familie og hele mit netværk er 8000 km væk. Jeg kommer til at savne den hverdag. Nu skal jeg til at lære Danmark at kende igen, og vende mig til hvad føles som en anden verden. En verden der føles meget fjern i øjeblikket. Men en verden med en masse mennesker jeg holder af og glæder mig til at se igen.